Rigsfællesskab 2.0

Det århundredgamle forhold mellem Danmark, Færøerne og Grønland har udviklet sig fra et dansk kolonistyre, som gradvist i nyere tid er blevet lempet, så Færøerne og Grønland har fået større og større selvbestemmelsesret.

Historisk er forholdet ikke ligeværdigt og – trods hjemmestyre og selvstyre – er der stadigvæk tale om en dansk dominans over to andre folkeslag. Som forståeligt nok ikke fortsat vil acceptere denne tilstand. Kravet om selvstændighed vokser i styrke – både i Grønland og Færøerne.

Aktuelt er det spidset til i forholdet mellem Grønland og Danmark, som jeg nedenfor taler om. Men det skrevne gælder analogt for forholdet mellem Danmark og Færøerne.

 Selvstændighed er ikke vejen til Paradis.

-  for det første, at der er ulve, som vi risikerer overtager Grønland i en grad, så selvstyret de facto bliver mindre end i det rigsfællesskab, som man vil ud af. Ulve, som, hvis vi er heldige, ”nøjes” med at  klæde sig i fåreklæder, lokke med penge og ”samarbejde” for kun langsommere at fortære byttet  i stedet for at sluge det med det samme. Resultatet kan nemmest blive undergang for grønlandsk kultur og sprog.

- for det andet kan Danmark og Grønland i kampens hede komme til at fokusere på overgreb og fejlgreb . Vi ser tilbage i stedet for at se frem, ender i en bitter skilsmisse og forspilder muligheder for konstruktivt samarbejde til fælles gavn. Vi skal huske, at sandheden er, at ikke kun den danske regering har begået og stadig begår fejl. Det samme gælder selvstyret. Lad os ikke kun se bjælken i hinandens øje og tro, at vi selv kun har en splint i øjet.

De resultater, der er opnået i det nuværende rigsfællesskab, vejer mest i vægtskålen. Alt det, som vi har i  Grønland og Danmark og som resten af verden misunder os: Velfærd, fri adgang til uddannelse og sundhed, demokrati, materielle goder, boliger osv. For ikke at tale om gode vilkår for bevarelse af vore særskilte  kulturer, sprog og egenarter og alle de personlige familie- og venskabsbånd på tværs af vore lande.

Derfor vil den bedste vej frem være at skabe et ligeværdigt Rigsfællesskab 2.0. Som skal være så solidt, at det kan bestå uden at anfægtes. Og som cementerer, at de tre lande ”hænger sammen” og hjælper hinanden med at skabe gode vilkår. Og ikke er ”til salg” eller på anden måde er frit bytte for glubske ulve.

Det må baseres på, at de tre lande får lavet en fast aftale om, hvad der skal være fælles anliggender. Kongehus? Grundlov? Udenrigspolitik vedrørende hele rigsfællesskabet? Valuta? Statsborgerskab? Pas? Forsvar? Værnepligt?  Politi? Retsvæsen? Bloktilskudsregler med økonomiske kriterier for, hvem der til enhver tid skal modtage og hvem,  der skal betale? Og regler for, hvordan man anmoder om assistance fra hinanden. Mere?

Og disse fællesanliggender bør varetages af et fælles råd, hvor alle tre har lige indflydelse.

Resten er så særanliggender for hvert land og deres folkevalgte repræsentanter og regeringer.

Jeg håber, at alle tre landes regeringer vil udvise statsmandsskab og få en sådan ordning på plads hurtigst muligt og søge den bekræftet ved  folkeafstemninger i hvert land. Og aftalen bør selvsagt også klargøre, hvad et nej i de enkelte lande vil betyde mht. rigsfællesskabets fremtid/afvikling. Måske kræver det hele, at den nuværende danske grundlov afløses af en ny fælles Grundlov? Det må vi så finde ud af.

Et ligeværdigt Rigsfællesskab 2.0 er den bedste vej for os alle.

Så kan vi som ligestillede sige til hinanden og til resten af verden og dens ulve:

”Forbundne i og forpligtede på Rigsfællesskabet” som Kongens valgsprog burde lyde.

Rigsfællesskab 3.0

Hvis det – mod alle odds - lykkes at redde det nuværende rigsfællesskab med version 2.0, mener jeg, at vi  skal søge at skabe version 3.0 ved at invitere  Sverige, Norge og  Island med.

Vore tætte bånd – folkelige, historiske, kulturelle, til dels sproglige og religiøse  - vil være et godt grundlag for fællesskabet.

Og et fælles Norden er ovenikøbet  et solidt økonomisk fundament. Vi har fiskeri, landbrug, industri, energi, infrastruktur osv. Nok til at være selvforsynende og dermed mere uafhængige. Hvilket er et godt grundlag for at indgå i et frit mellemfolkeligt samarbejde, baseret på aftaler og ikke på suverænitetsafgivelse.

Og da et samlet Norden ikke vil opføre sig som en truende stormagtsulv, har vi et godt udgangspunkt for at mægle i  tidens mange krige og konflikter. De nordiske folk er bedre tjente med at være samlet i  uafhængigt folkestyret fællesskab.

Fremfor hver især at binde os til overnationale organisationer, som omfatter folk og kulturer, der står os fjernere og påtvinger os regler, ordninger og måske krige, som vi ikke bryder os om. Og som muligvis ikke har sammenhængskraft nok til at  bestå og dermed ikke duer som et fast fundament.  

Først i dette nordiske fællesskab vil Grønland og Færøerne være helt fri af Danmark som storebror. Alle nordiske lande vil have selvstyre uden at nogen er ”storebror”. Det er vi alle i fællesskab.  

Mange vil nok have sympati for et Nordisk Rigsfællesskab; men endnu flere vi sandsynligvis betegne det som en urealistisk utopi og dermed bidrage til at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Den danske historiker A. D. Jørgensen kalder det et håb i stedet for en utopi.

I slutningen af sin bog ”30 fortællinger af Nordens historie” skriver han følgende (retskrivning moderniseret): ”Det kan…med sandhed siges, at udviklingen i Norden….i stilhed bærer hen mod et stadigt voksende fællesskab…..med et blik på vor tusindårige historie, dens modsætninger og dens storslåede fællespræg, kan vi frejdigt hengive os til det håb, at Nordens folk i et lykkeligt samliv vil kunne hente styrke til de kampe, som fremtiden måtte have forbeholdt dem hver især.”

Jeg går et skridt videre og kalder det en tro. For hvad er tro? Det er at arbejde for det håb, der ikke er virkeliggjort  endnu.

Med venlig hilsen

Thorkil Sohn, cand.jur., konsulent,