Frú forseti, fru præsident.
Tak til formandskabet for at sætte fred og sikkerhed i Arktis – eller hele verden – øverst på dagsordenen i det nordiske samarbejde.
Krigens rædsler spreder sig for øjnene af os hver dag. I Ukraine, Gaza, Israel og Libanon, med ubeskrivelige menneskelige lidelser til følge. Det skaber også en splittelse og en splintring af den internationale retsorden, folkeretten og alt det, vi i Norden har sagt, vi baserer vores globale tilgang på.
Derfor er det også, i et arktisk perspektiv, vores vigtigste mål i Norden, at vi genopbygger og overholder internationale traktater og det internationale, regelbaserede samarbejde. Og i Norden har vi – på papiret i hvert fald – muligheden for dette.
I et arktisk og nordatlantisk perspektiv anbefaler jeg stærkt, at vi bygger videre på det, vi tidligere har opnået i nordisk sammenhæng – Stoltenberg-rapporten og senere Bjarnason-rapporten – der understreger, at fokus må være på menneskelig sikkerhed, og at tilgangen til sikkerheds- og udenrigspolitik skal være baseret på respekt for menneskerettigheder og demokrati.
Faktisk handler det hele om demokratisk bæredygtighed – demokratisk bærekraft.
Det betyder også, at det øgede fokus på sikkerhedssituationen i Arktis og Nordatlanten må rette sig mod, at den øgede militære investering også anvendes til civil sikkerhed, som Stoltenberg og Bjarnason anbefaler. At alle investeringer også kan bidrage til miljøsikkerhed, skibstrafiksikkerhed osv. Derfor bør der være et stærkt nordisk samarbejde på dette område.
Når jeg taler om demokratisk bæredygtighed – demokratisk bærekraft – betyder det også, at alle de nationer, der bor i Norden, skal deltage ligeværdigt, også når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Det nytter jo ikke, at vi er enige om, at Norden er en stærk global aktør for demokratisk bæredygtighed, mens vi samtidig ikke anerkender, at det naturligvis skal være de folk, der bor i Norden, der er med til at træffe beslutningerne – også om udenrigspolitik og forsvarspolitik. Det gør vi allerede i flere sammenhænge i Færøerne, dog at vi ikke er kommet ind alle steder endnu.
Norden må bevæge sig væk fra folkeretlige baner fra 1800-tallet og sige, naturligvis skal Færøerne, Grønland og Åland deltage på lige fod i de grundlæggende spørgsmål, som er afgørende for fred og sikkerhed i hele verden.
Vi må gå fra, at magt giver ret, til at rettigheder giver magt.
Ikke bare i Norden og Arktis, men i hele verden.
Det må være vores mål i fremtiden.
Takk, frú forseti.
