De fleste tænkte ikke videre over grindedrabet i juni sidste år. Det foregik midt under en festival, og nyheden druknede i alt det andet, der skete den dag. For mange var det bare endnu en grind, som kom og gik uden større opmærksomhed.

Men netop den grind, som næsten ingen lagde mærke til, er nu på vej til at få betydning for hele det juridiske fundament, som grindedrabet har hvilet på i århundreder.

Lad os tage den fra begyndelsen, kort og klart.

Under jagten blev 138 grindehvaler dræbt. Men det, der skete inden og efter, gør denne sag helt anderledes.

Flokken blev holdt i omkring seks timer, mens man ventede på, at flere ville forlade festivalen for at deltage i drabet. Da det endelig var overstået, forlod de ansvarlige stranden.

Men 90 hvaler var stadig levende på lavt vand i fjorden.
Ingen blev aflivet. Ingen blev hjulpet ud. De blev bare efterladt.

Sea Shepherd blev.
Og i 27 timer filmede vi de overlevende hvaler, som var i panik, udmattede og i konstant fare for at drukne eller strande. Først efter mere end et døgns kamp lykkedes det alle undtagen én at kæmpe sig ud på dybere vand.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor dette førte til en politianmeldelse.

Færøsk grindelov er nemlig helt tydelig:
Ingen hval må efterlades levende i lavt vand efter et drab.
Det er ikke et spørgsmål om tolkning. Det er et spørgsmål om lov.

Derfor indgav vi en politianmeldelse. Og efter 18 måneders venten har politiet nu rejst sigtelser mod flere af de ansvarlige.

Det burde være et øjeblik til eftertanke.
Et øjeblik til at stoppe op og spørge:
Hvordan kunne det ske?
Begik vi fejl, vi bliver nødt til at stå ved?

Men i stedet er vi havnet et helt andet sted.

Hvalfangerforeningen nægter fortsat at erkende, at der blev begået fejl. Ikke bare små fejl, men alvorlige brud på loven. I stedet taler de om, at loven skal ændres, hvis deres handlinger ikke passer ind i den.

Med andre ord:
Problemet er ikke handlingerne. Problemet er loven.

Og nu er de gået endnu længere og har erklæret, at der ikke vil blive gennemført grind i de nordlige øer, før sagen er afgjort. 
Det lyder måske ansvarligt og enhver der ønsker beskyttelse af grindehvalen fejrer udmeldingen, men det er svært at overse, hvilket signal det sender.

Budskabet lyder:
Hvis I forsøger at stille os til ansvar, så går vi i protest.

Det er ikke dialog.
Det er ikke lederskab.
Det er pres.

Og det burde blive opfattet som problematisk af alle, uafhængig af deres holdning til Grindedrab.
For hvis traditionen virkelig står så stærkt og kan retfærdiggøres, hvorfor er det så nødvendigt at lægge pres på myndighederne for at undgå en sag?

Du behøver ikke tage stilling til, om grindedrab skal fortsætte eller ej.
Du behøver bare at tage stilling til én ting:
Om loven skal gælde for alle, eller kun for nogle.

Det, der sker lige nu, handler om andet end grindehvaler.
Det handler om, hvordan beslutninger træffes i det færøske samfund.
Om magt.
Om ansvar.
Og om modet til at sige: når noget går galt, så tager vi det alvorligt.

Grinden, som næsten ingen lagde mærke til, er pludselig blevet et vendepunkt.
En sag, der kan åbne op for en tiltrængt offentlig debat og være det første skridt mod en gentænkning af, hvordan grindehvalerne bliver behandlet på Færøerne. 

Ja, verden følger med. Men endnu vigtigere: det bør alle på Færøerne også.

Denne gang handler historien ikke kun om hvalerne.
Gælder loven for alle? Hvis ikke, hvad er den så værd?