Det var en utilfredsstillende tilbagemelding, som Sjúrður Skaale kom med her forleden. Efter at jeg og andre påpegede den akutte mangel på substans og dokumentation for hans alvorlige påstande – såvel som for nogle af de omtalte undersøgelser – skriver han, at det vil han råde bod på.
For derefter at komme med endnu en lang række ubegrundede påstande og hypotetiske “undersøgelser”, som i bedste fald ikke er umiddelbart tilgængelige, eller som er yderst omstændige at finde.
Sig mig, Sjúrður: har du noget imod at forsyne dine ellers ivrige og engagerede læsere med links – du ved, sådanne man faktisk kan klikke på? Hvem har tid til at fortabe sig i cyberspace i jagten på disse angivelige undersøgelser? Det har hans ideologiske fæller helt sikkert ikke, da omkring 98 pct. af dem, er jeg overbevist om, er decideret videnssky – såvel som immune over for kritisk og selvstændig tænkning.
Sjúrður anbefaler mig endda at læse en bog, Islam-guiden: et indblik i troen, historien og civilisationen, som faktisk ser meget interessant ud, og som jeg helt sikkert agter at tjekke. Desværre lader den heller ikke til at være umiddelbart tilgængelig, så vidt jeg kan se.
Jeg forestiller mig dog ikke, at der står det i den, som Sjurður tror, der står. Jeg vil derfor anbefale både Sjurður og hans ideologiske fæller at læse denne bog – hvis de da kan få sig selv til at samle en bog op. Måske kan de lære en ting eller to.
Derudover henviser han til nogle fjernsynsudsendelser (som i øvrigt heller ikke er umiddelbart tilgængelige), som på en eller anden måde skal bevise hans pointe. Jeg ved ikke, hvem du tror, du narrer, men jeg har på fornemmelsen, at du ser for meget fjernsyn, Sjúrður.
Hvad angår substansen i Sjúrðursa seneste svar, så er det tydeligt, at hele hans budskab går ud på at demonisere og umenneskeliggøre muslimer, mistænkeliggøre dem blot fordi de er muslimer og tillægge hele gruppen skadelige og perfide hensigter.
Jeg må sige, at de “analyser” og “teorier”, han fremlægger, er intet værd. Det er tomme spekulationer og ondsindet mistænkeliggørelse uden materiel substans.
Og selv hvis det var korrekt, at nogle muslimer (eller hvem som helst) er imod “demokratiets værdier”, er det ikke i sig selv grund til at ophæve demokratiet. Er det virkelig det, vi vil? Ophæve demokratiet eller indføre undtagelser, fordi nogle angiveligt ikke tilslutter sig det? Det er barnagtigt – men også selvdestruktivt – at ville det.
Det mest iøjnefaldende i hans seneste svar er det, der står i underrubrikken, nemlig udsagnet om, at “islamismen” (som konstant og misvisende sammenblandes med islam) er en “trussel indefra”.
Dette er stærkt ildevarslende og en retorik, der vækker ekkoer fra autoritære regimer – fra historiske eksempler som nazismen, fascismen og stalinismen til nyere tid, hvor Trump og hans ligesindede betegner minoriteter, indvandrere, muslimer, jøder, LGBTQ-personer m.fl. samt politiske modstandere som “the enemy within”.
Sjúrður Skaale, den islamofobiske folkemordsfornægter, hører efter min mening ikke hjemme i et socialistisk eller demokratisk parti, men snarere i et yderligtgående racistisk højrefløjsparti såsom Miðflokkurin eller DF – uanset hvor meget (kynisk og dobbeltmoralsk) han forsøger at fremstå som en progressivt sindet demokrat frem for den forstokkede reaktionære, han reelt er.
Han påstår, at muslimer ikke tilslutter sig demokratiet. Jeg påstår, at dette er i stor udstrækning projektion fra hans side. Det er ham, der vil udhule den demokratiske proces, når han promoverer had og intolerance, forfølger og diskriminerer en hel gruppe mennesker og vil berøve dem deres basale rettigheder.
I øvrigt mener jeg, at vi – som (som regel) stemmer på Javnaðarflokkurin – har krav på gennemsigtighed omkring mulig illegitim indflydelse fra fremmede stater og har ret til at få at vide, hvad i alverden din skrivstovuleiðari, Benny Lervig, bestilte i apartheidstaten Israel, og hvem der finansierede turen. Der er trods alt ingen, der tror på, at han gjorde det på eget initiativ og for egen regning!